Céline rejste sig som sin hovedperson Ferdinand fra slagmarken med et ødelagt sprog: ”Jeg ville have råbt til mig selv, hvis ikke blodet havde klistret min tunge fast i munden.” Men det lykkes ham i skriften at finde et sprog, hvor man nærmest stadig kan mærke blodet i munden, larmen i hovedet, kroppens opløsning. Et voldsomt, groft, vulgært, zeugmatisk, hyperbolsk, men samtidig litterært raffineret sprog, hvor komikken på én gang gør det muligt at fortælle det, der ikke kan fortælles, og bevarer krigens affekt, bevarer voldsomheden.

Forord til Louis-Ferdinand Céline: Krig